Menu

Formandens beretning fra generalforsamlingen (21. februar 2017)

image Den årlige generalforsamling bliver afholdt i CIK Sportcenter
09. marts 2017 kl. 13:23
Formandens beretning fra generalforsamlingen 2017

Kære medlemmer

Det er tid til at se tilbage på de mange omvæltninger, både de positive og mindre positive, CIK fodbold har stået over for det seneste år.

 

CIKs bestyrelse - Åbenhed over hele linjen

CIKs bestyrelse mødes ca. 10 gange årligt til et månedligt bestyrelsesmøde, hvor alt relevant for klubbens udvikling bliver vendt. Juli og december er undtagelserne. Vi har tidligere oplevet, at disse månedlige møder hurtigt bliver meget lange og tiden er knap til at nå til bunds i hvert enkelt punkt. Det har betydet, at vi har afholdt ekstra møder, fx sponsormøde, for at få nå det hele. Vi har derfor i indeværende år valgt en lidt anden struktur for at optimere effekten af vores tid sammen. Hvert andet møde vil have fokus på et specifikt emne, fx sponsorer, hvor vi derved får skabt en ramme til at gå mere i dybden med det specifikke emne og forhåbentlig opnår bedre resultater og ikke skal afholde ekstra møder. Effekten af dette har været overvejende positivt.

En anden ændring vi har foretaget, er at vi vil nedlægge nyhedsbrevet i sit gamle format og i stedet lave en månedlig opdatering, af hvad der foregår og kommer til at ske. De seneste år er nyhedsbrevet blevet udsendt to gange årligt, men vi vil gerne i højere grad, vise medlemmerne, hvad der foregår. Derudover har flere medlemmer ytret ønske om at høre, hvad vi går og laver.

Vi har i mellemtiden fået opdateret hjemmesiden, så den er mere tidssvarende. Vi vil i fremtiden, i starten af hvert bestyrelsesmøde afholde en nyhedsrunde. Her vil vi vende kort nyt fra afdelinger og pointere relevante kommende arrangementer. Derefter vil vi udsende et lille skriv på vores hjemmeside om kommende events, og hvad der ellers rører sig i afdelingerne. Opslaget på hjemmesiden vil blive linket ind til vores officielle Facebook side - Christianshavns Idræts Klub - fodbold.

CIK har aldrig været den hurtigste institution, når det kommer til digitalisering, men bedre sent end aldrig.

 

Fællesskab på tværs af afdelingerne

Vi har i lang tid gerne ville skabe større bro mellem medlemmerne i CIK fodbold. Vi har tidligere snakket om at afholde en sommerfest, hvor alle medlemmer var inviteret for at skabe en større samhørighed i klubben. En ide vi alle synes er glimrende. I efteråret blev vi kontaktet af CIK håndbold, som bl.a. står for DM i strandhåndbold på Amager strand. Vi har tidligere prøvet at skabe lidt bro mellem netop disse to afdelinger, men det er indtil videre kun blevet til en enkelt fest eller to.

CIK håndbold henvendte sig til os, da de står og mangler hænder til deres arrangement i juni måned, og ville høre om vi var interesseret i at hjælpe dem. De kom med en ide, som vi syntes lød interessant, så i de sidste tre måneder og så sent som i går, har vi holdt møder med dem. Arrangementet foregår fra d. 9. - 11. juni samt d. 16. - 17. juni. For at hjælpe til arrangementet, er der selvfølgelig også noget i det for os som fodboldafdeling, men alt dette vil i høre mere om i den nærmeste fremtid.

For at vende tilbage til samarbejdet på tværs, har vi sammen med CIK håndbold planlagt at afholde en CIK dag på Holmen. Den vil løbe af stablen lørdag d. 6. maj, hvor alle børn og voksne fra begge afdelinger er inviteret. Det er et heldagsarrangement, hvor det hele ender med fest og mad i Slyngelstuen. Dette vil I selvfølgelig også komme til at høre mere om i den nærmeste fremtid.

 

Afdelingerne - Minus ungdomsafdelingen

I seniorafdelingen har vi haft et år på godt og ondt. På herresiden har vi haft store udfordringer på trænerfronten af forskellige årsager og har på nuværende tidspunkt ikke fundet en løsning for alle hold.

Efter et godt forår, måtte 1. herre senior vinke farvel til Jakob Halvorsen i september af personlige årsager. Til gengæld fik vi fat i vores gamle duo, Dan Holm og Robert Larsen, som efter lidt betænkningstid, kunne underskrive en kontrakt frem til d. 01.07.2017.

2 holdet har ligeledes haft et kaotisk år, hvor først Kenneth Hansen, var så hjælpsom, at stå for holdet fra april-juli, da holdet ingen træner havde. Derefter ansatte vi en ny træner fra august, men måtte vi ligeledes vinke farvel til vores ham, efter godt halvanden måned, da matchet simpelthen ikke var der. Vi var så heldige igen igen, at en af klubbens egne, Jonathan Jakobsen -suppleant i bestyrelsen, valgte at træde til frem til vinterpausen. Dette gav ro på holdet, som endte med at redde sig endnu en sæson i serie 4. På nuværende tidspunkt har 2. holdet ikke nogen træner, men vi arbejder på en løsning. Som midlertidig nødløsning, står Dan Holm og Robert Larsen for den fælles træning af de to herreseniorhold.

Dameholdet har fået tilgang af otte spillere fra B1908 samt deres træner, Daniel Sømmerly, som nu betyder, at vi har en dameafdeling på over 18 spillere og nu to 7-mands hold. Det er virkelig flot og samtidig fedt, at se den positive udvikling damerne har været under de seneste år. CIK dameseniors daværende træner, Sebastian Bregenborg, har desværre valgt at sige farvel for denne omgang. Så på nuværende tidspunkt trænes truppen af Daniel og har en tidligere CIK-spiller, Emil Jacobsen, indover som hjælper. En permanent løsning er ikke fundet, men det arbejdes der på.

Vi har desværre mistet vores oldboys hold og U16 hold af forskellige årsager. Heldigvis har vi flere af U16 drengene med op og spille på seniorholdet, hvor de har gjort et godt indtryk. Det er dejligt at se, at de trods deres alder sagtens kan følge med. Vi håber at se endnu flere af drengene på træningerne.

 

Kontingent og sponsorer

Klubben lever og ånder af medlemmernes kontingent, støtte og sponsorindtægter. At indkrævningen af kontingent altid har været en udfordring, skal ikke være nogen hemmelighed. Dette er en tilbagevendende udfordring, men efter vi har indført rykkergebyr, er folk blevet bedre til at betale inden for et acceptabelt tidsperspektiv.

Klubben har fået tilført enkelte nye sponsorer i dette år, bla. Sofiekælderen, som vi er meget glade for. Selv med Sofiekælderen i ryggen, søger vi fortsat potentielle sponsorer i alle størrelser. Vi vil som altid opfordre folk til at høre omkring sig og kontakte bestyrelsen, hvis man kender nogle der kunne være interesseret. Sponsoraterne kan komme i alle størrelser og vi modtager dem med kyshånd.

 

Tak

Til slut vil CIK fodbold gerne takke alle de frivillige medarbejdere, som får klubben til at køre rundt. Om det er på træningsbanen en tidlig søndag morgen eller til et langt møde mandag aften, så er vi meget glade for det arbejde, der bliver lagt for dagen.

 

Sebastian Andresen

Formand, CIK fodbold

 

Luk